Kultur & Regler

Leonardoskolens kultur bygger på

  • Gensidig tillid mellem alle; elever-lærer-forældre-bestyrelse og alle andre indenfor skolens rammer.
  • Respekt for hinanden og vores forskellige holdninger og behov.
  • Plads til både dig og mig / dine børn og mine børn.
  • For at behandle alle fair kan det være nødvendigt at behandle dem forskelligt.

Elevens dagligdag på Leonardoskolen

  • Du skal vise hensyn til andre og snakke pænt til både børn og voksne, vold og mobning accepteres ikke.
  • Du skal møde til tiden. Hvis du gentagne gange kommer for sent, kontaktes dine forældre med henblik på at finde en løsning.
  • Din mobiltelefoner/ipad etc. skal blive i tasken og være på lydløs. Hvis du tager telefonen/ipad frem uden at have fået lov eller du glemmer at tage lyden af, kan lærerne kræve, at den afleveres til en lærer hver dag inden skolestart i en periode.
  • Du må gerne bruge ”dimse-ting” i timerne, men de skal være lydløse.
  • Du må ikke indtage nikotin-holdige produkter, alkohol samt euforiserende stoffer på skolens område, hverken under eller udenfor undervisningstid. Du må ikke møde påvirket op på skolen.
  • Du tager ikke konflikter fra skolen på de sociale medier, uanset om det handler om dig selv eller andre.
  • Du opfører dig pænt, når du rejser til og fra skole, fx skal ophold ved offentlige transportmidler samt ud- og indstigning i disse foregå i god ro og orden.
  • Du skal have det sjovt og nyde at lære en masse nye ting og være en god kammerat.

Skolens forventninger til forældrene

  • Skolen forventer, at forældre udviser respektfuld adfærd overfor hinanden, andres børn og medarbejdere og desuden udviser ansvarlig opførsel samt tiltaler børn, forældre og medarbejdere høfligt og i et pænt sprog.
  • Skolen forventer, at forældrene er villige til at indgå i et positivt og konstruktivt samarbejde med skolen, samt er parate til at vurdere en sag fra 2 sider i eksempelvis konfliktsituationer.
  • Eleverne skal være gode skolekammerater – også på tværs af klasserne. Forældrene forventes at støtte op om dette i alle sammenhænge.
  • Skolen forventer, at forældrene følger med i skolens dagligdag ved at logge ind på skolens kommunikationskanaler dagligt og føler medansvar for penalhus, skoletaske, mv. samt tjekker tasken for sedler.
  • Det er forældrenes ansvar, at eleven møder undervisningsparat og forberedt.
  • Skolen forventer, at forældrene sørger for sund og nærende mad til deres børn, således at de har energi til en hel skoledag og at forældrene sætter passende rammer for indtag og køb af slik, kage, sodavand og andre usunde madvarer, således at dette kun hører til ved særlige lejligheder.
  • Ved sygdom eller andet fravær skal forældrene kontakte skolen hurtigst muligt og senest inden første undervisningstime.
  • Det forventes, at forældrene melder evt. fravær til skolen i så god tid som muligt. Enkeltstående fridage kan aftales med lærerne. To og flere fridage skal aftales og godkendes af skolebestyrelsen/skolelederen inden afholdelse. Der henstilles dog til at man så vidt muligt lægger ferier, tandlæge, lægebesøg og lignende aftaler udenfor skoletiden.
  • Elever og forældre skal leve op til skolens antivolds- og antimobbepolitik samt øvrigt reglement.
  • Forældre skal respektere hvis medarbejdere udskyder spørgsmål eller samtaler til et planlagt møde frem for at fortsætte dialogen på stedet.
  • Konflikter må ikke fremstilles på de sociale medier af nogen, hverken af de involverede parter eller andre.
  • Hele Campus Køge er nikotinfri. Al indtagning af nikotin-holdige produkter, alkohol samt euforiserende stoffer er forbudt på skolens område, både under og udenfor undervisningstid, dette gælder også for forældrene.
  • Det forventes at elever og forældre ifm. transport til og fra skolen udviser almindelig god opførsel, overholder færdselsloven og tager hensyn til andre trafikanter.
  • Bestyrelsen kan kontaktes via mail bestyrelse_koege@leonardo-skolen.dk .

Retningslinjer ved væsentlige og/eller vedvarende afvigelser fra reglerne

Hvis der opstår konflikter eller uhensigtsmæssig adfærd i forbindelse med skolegang eller fritidsophold på skolen forsøges det først løst på stedet med hjælp fra medarbejderne. Hvis adfærden eller konflikten fortsætter, indkaldes forældrene til et møde. På dette møde kan der laves en kontrakt om ønsket adfærd for den efterfølgende tid. Overholdes kontrakten ikke så kan dette i yderste konsekvens betyde en ophør af samarbejdet.